Af Kim Rathcke Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

Der er ved at være trafikprop i rummet. I hvert fald i atmosfæren omkring Jorden, der er på vej til at blive fyldt op med satellitter.

Nu stiller leder af Space Tech Center på Aalborg Universitet, Israel Leyva Mayorga, spørgsmålstegn ved, om der er plads til flere.

”Der er altid risiko for kollisioner. Men risikoen kommer til at stige markant i de kommende år”, siger lektor Israel Leyva Mayorga.

”I dag er satellitter kritisk infrastruktur for vores moderne samfund på Jorden. Så nedbrud kan få konsekvenser for klimaovervågning, vejrudsigter, navigation, katastrofevarsling og alt andet, som vi bruger satellitter til”, siger Israel Leyva Mayorga.

Den første satellit blev opsendt i 1957, hvor den fløj ensomt rundt i nogle måneder, før den brændte op i atmosfæren. Siden har mennesket sendt tonsvis af satellitter i rummet. I dag er der cirka 14.000 aktive satellitter i kredsløb om Jorden.

Antallet vil stige voldsomt frem mod 2040.

Alene SpaceX har planer om at opsende 42.000 satellitter. Kina har planer om tre konstellationer på 38.000 satellitter. I alt ligger der ansøgninger om opsendelse af en million satellitter hos FN’s International Telecommunication Union.

”Antallet af ansøgninger plejer at være højere end det faktiske antal, der bliver sendt op. Så det er svært at lave et præcist estimat. Men der er ingen tvivl om, at der er markant flere satellitter på vej, og at risikoen for sammenstød stiger”, siger Israel Leyva Mayorga.

Ames Research Centre, der hører under NASA, anslår, at der i 2040 kan være op mod 560.000 satellitter i kredsløb om Jorden. Og at de alle er i de mest befærdede baner omkring Jorden, der er i det lave kredsløb fra cirka 500-2.000 kilometer.

Det er problematisk, mener Israel Leyva Mayorga.

Rumskrot giver mere rumskrot

Israel Leyva Mayorga har lavet en grov beregning, der viser, at der teoretisk set er plads til cirka 260.000 satellitter omkring Jorden, hvis de er organiseret, så de ligger med 200 km mellem hinanden.

”Men det inkluderer ikke opsendelse og dekredsløb, hvor risikoen for kollisioner er højest. Så det reelle tal bør være langt mindre og tættere på 100.000”, siger Israel Leyva Mayorga.

Den største risiko er den såkaldte Kessler-effekt. Hvis for eksempel to satellitter støder sammen, giver det en mængde fragmenter, der igen kan støde ind i andre satellitter og på den måde starte en kædereaktion.

”Derfor er det nødvendigt, at vi finder nye måder at designe satellitkonstellationer på, så man har det mindst mulige antal satellitter. Vi skal planlægge bedre og have forretningsmodeller, som vi kender i dag fra mobilnetværk, hvor forskellige operatører og tjenesteudbydere kan bruge samme netværk. Og så skal vi planlægge opsendelse og dekredsløb af gamle satellitter efter mere bæredygtige tilgange”, siger Israel Leyva Mayorga.