AAU logo
Jens Myrup Pedersen er årets underviser på Institut for Elektroniske Systemer

Jens Myrup Pedersen er årets underviser på Institut for Elektroniske Systemer

Lektor Jens Myrup Pedersen er udnævnt som årets underviser 2020 på Institut for Elektroniske Systemer. Blandt studerende beskrives han som imødekommende og engageret i sit fagområde.

Camilla Klindt Thorup, Communication Officer, Institut for Elektroniske Systemer

De studerende ved studienævnet for Elektronik og IT har udnævnt lektor Jens Myrup Pedersen til titlen som årets underviser, blandt andet fordi han er en dygtig underviser, motiveret og et stort forbillede for de studerende.

-I undervisningen anvender Jens altid materiale fra hans samarbejde med industrien. Det motiverer de studerende og viser, hvordan den viden de får på universitetet bliver anvendt i hele verden, skriver de studerende i indstillingen.

I forbindelse med nedlukningen af AAU pga. COVID-19 har Jens’ evner inden for digital undervisning gjort en stor forskel for de studerende. Han arbejder fleksibelt og professionelt med mange digitale platforme.

-Da universitetet lukkede ned og vi ikke måtte befinde os fysisk på AAU, har Jens’ evner været en uvurderlig hjælp for mange studerende. Han anvender mange digitale platforme, både til vejledning og undervisning, hvilket gør ham utrolig fleksibel og dynamisk i samarbejdet med de studerende, forklarer de studerende

Underviser verden i Aalborg-modellen

I indstillingen fremhæver de studerende Jens’ arbejde med ERASMUS+ projektet EPIC, som omhandler tværfaglige og internationale studenterprojekter. I samarbejde med studerende fra andre universiteter har AAU-studerende fået mulighed for at lave semesterprojekter baseret på FN’s verdensmål. I forbindelse med projektet har Jens undervist andre universiteter i Aalborg-modellen og PBL.

-Alle studerende, der har været en del af projektet, har fået kompetencer inden for problemløsning og samarbejde i tværfaglige og –kulturelle sammenhænge, hvilket må siges at være lige i AAU’s ånd, forklarer de studerende.

Ifølge indstillingen er Jens altid til rådighed og hans hjælpsomhed lader sig ikke begrænse af hverken tidsforskel, landegrænser eller COVID-19. Derfor beskrives Jens som en rollemodel – både for studerende og blandt kollegaer.

Om prisen som årets underviser siger Jens:

-Jeg er virkelig glad for anerkendelsen, fordi den kommer direkte fra de studerende. Jeg synes, at det er spændende at eksperimentere med at skabe gode læringssituationer med udgangspunkt i PBL, bæredygtighed, tværfaglighed og internationalisering – prisen viser, at der i hvert fald er noget af det, der lykkes. 

All news

See the list