AAU logo
Forskere underviser online: Ming Shen

Forskere underviser online: Ming Shen

Simuleringer er vejen frem, når forskere og studerende ikke har adgang til laboratorier. Derudover har den ekstraordinære situation betydet en mere effektiv udnyttelse af tiden. Lektor Ming Shen deler her ud af sine erfaringer med online undervisning.

Af Ming Shen, lektor på Institut for Elektroniske Systemer, Aalborg Universitet

 

Hvordan har du indrettet dit hjemme-undervisningslokale?

Jeg har ikke et decideret hjemmekontor og jeg har derfor haft varierede arbejdsstationer. Det fungerer godt og jeg sørger for at lade huset vide, når jeg har undervisning for at undgå forstyrrelser.

Hvad underviser du i? Og kan det lade sig gøre online, uden adgang til labs?

Jeg underviser i maskinlæring på campus i København. Det har ikke været en udfordring, da de studerende ikke har behov for adgang til labs. Før lockdown pendlede jeg fra Aalborg til København for at undervise, men da undervisningen nu foregår online sparer jeg en del tid på transport. Jeg savner dog den interaktion jeg plejer at have med de studerende, når vi er fysisk tilstede.

Ved siden af min undervisning vejleder jeg også et par grupper. Her har de studerende haft behov for adgang til laboratorier og det har vi løst ved at udvikle simuleringer.

Jeg forsker derudover i ”deep learning” og det har været en udfordring, da jeg er afhængig af adgangen til laboratorier. Jeg har i stedet brugt tidligere anvendt data samt data fra udarbejdede simuleringer. Men samarbejdet med Aalborg Universitetshospital har været sat på pause - her har vi i stedet brugt tiden på at skrive artikler.

Hvordan har du grebet opgaven an med at skulle omlægge den fysiske undervisning til digital undervisning?

Jeg synes, at online møder med de studerende fungerer rigtig godt – faktisk er de mere effektive end de fysiske møder, da vi udnytter tiden på en anden måde.

Derudover har jeg opdateret mit undervisningsmateriale for at minimere fysiske tegninger på tavlen. Nu har jeg mine tegninger i et PowerPoint.

Har du et godt råd til, hvordan man får online undervisning til at fungere bedst muligt?

Der er fordele og ulemper ved både live streaming og videoer, der er optaget på forhånd. Hvis vi i fremtiden skal satse mere på online undervisning, tror jeg, at man skal udarbejde en kombination af de to – men også overveje fysiske møder eller forelæsninger til at bibeholde interaktionen med de studerende.

 

Info

Alle undervisere på AAU skal undervise online resten af semestret pga. COVID-19. Men hvordan griber man det an, og hvordan skaber man den bedst mulige undervisningssituation? I denne artikelserie har vi spurgt en række undervisere fra Institut for Elektroniske Systemer, om de vil dele deres bedste tips til, hvordan man bedst får den digitale undervisning til at fungere.

All news

See the list